Den danske kunstner Maj Kjærsigs praksis skiller sig ud, da den udfordrer den menneskelige tilstands skønhed, absurditet og ængstelse gennem lyd, performance og keramiske installationer, der balancerer på en hårfin linje – hvor forskelligartet materiel genklang bliver det ultimative testfelt. Ler er et af de ældste materialer, der bruges i produktionen af kunst – selvom det ikke forhindrer en gruppe talentfulde danske samtidskunstnere i at finde det ekstremt nutidigt – de udfordrer jordiske materialekomponenter ved at kombinere dem med forskellige andre medier som skulpturelle eller fundne genstande, maling, grafiske print, video og elektroniske komponenter på en overraskende, delikat og rå måde.
I Kjærsigs eksperimentelle tilgang til disse materialer stræber hun efter at udfordre grænserne for og fuldstændig opløse de givne materialeegenskaber. Dette gøres ofte gennem undersøgelser, hvor materialer opløses eller dannes og derefter knuses, dekonstrueres og sammensmeltes. Ligesom den ældgamle japanske tradition Kintsugi, er det transformative og reparative handlinger, der er i centrum for hendes praksis. Men ligeledes gør det at foretage kalkulerede fejltrin – fordi kombineret med Kjærsigs normkritiske tænkning, hvor der altid stilles spørgsmålstegn ved (alle) ”naturlove” – ser vi, hvorfor grænser, binaritet og en given status quo er beregnet til at blive undersøgt og udfordret, og dermed figurerer som tilbagevendende temaer i hendes arbejde. I denne praksis stilles der spørgsmålstegn ved relevansen eller værdien af det, der er til stede i nutidens samfund, til også at kunne repræsentere det i fremtiden. Som en reaktion på dette, nærmest som en form for ny arkæologisk procedure, rejser hendes værker i rum og tid gennem materialiteter, alt imens de aldrig lægger skjul på at det var hænder, der formede dem. Hendes værker trækker os ind, så tæt på hjertet, at det gør ondt, og sender os derefter ud i rummet, i kraft af at de rummer en særlig følsomhed over for det, som er både fremmed og fremmedgjort. Det virker næsten for porøst til at stå eller hænge alene, for råt og ufiltreret til under pres at vise sensitivitet. Alligevel står det. Det giver genlyd, det bevæger os og fanger således vores opmærksomhed og minder os om, at vi er her, i denne verden, i vores egne porøse uudgrundelige kroppe styret af fejlagtige regler og reguleringssystemer.
Væsentligt for at forstå Kjærsigs begrebsramme og tilgang til materialer er hendes intuitive kompilering af lyd (analog til digital), keramik og andre genstande, samt en humoristisk omgang med modstridende elementer som forskellige konnotationer af fin- og popkultur. I Kjærsigs arbejde ser vi, hvordan forskellige former for materiel genklang arrangerer og ændrer vores forhold til rumlige, menneskelige og mere-end-menneskelige miljøer. Ved at udvide materialernes resonansfelt bliver de manifestationer af bogstavelig eller potentiel lyd, og fremhæver dermed også den formidlende rolle, som jord(nære) materialer spiller i kulturhistorien. De stedspecifikke installationer involverer ofte keramik og lydværker, og udforsker i gribende kompositioner ideer omkring tingenes politiske økologi, (mere-end-)menneskelige forhold og materiel agens såvel som miljøpåvirket hukommelse og sanseopfattelse.
Disse undersøgelser af materialer som "akustiske forlængelser" får værkerne til at bære på en akkumuleret energi, der kombineret med beskuerens fysisk-sanselige oplevelse både former et samtidigt billede af videbegærligt oprør mod vores tidsalder og et gentagende spørgsmål til det fælles-sanselige samliv med de miljøer, vi lever i.
Tekst af Karen Vestergaard Andersen